Triatlon

Morgenen startede med at jeg stod op kl. 0400, spiste en portion mysli, en banan og syltetøjsmad på hvid toastbrød. Jeg sørgede også for at sippe vand. Da jeg havde fået tøj på hastede jeg ned til toget, som kørte kl. 0450. Kl. 0600 ankom jeg til startområdet,  hvor folk så lidt for klar ud og blev nærmest i tvivl om jeg havde misset noget. Nå men drikkedunkene blev monteret og de sidste forberedelser blev gjort inden jeg tog våddragten på, tjekkede at T1-raceposen var, hvor den skulle og derefter gik jeg sammen med en gammel fodboldkammerat, Casper ned for at varme lidt op i vandet. Vandet virkede lidt køligt, men dejlig roligt, så motivationen for en god svømmetid var høj.

Så ramte virkeligheden

Svømmeturen (3.8 km)
Det blev en dag, hvor jeg fysisk og især mentalt blev presset allerede få minutter efter massestarten. Der var så meget kamp i vandet allerede da vi løb ud, at det tog lang tid inden jeg kunne falde ind i en rytme. Det havde også kostet mange kræfter. Flere gange efterfølgende kom der flere kampe og det virkede nærmest som om folk bevist svømmede hen ved siden af eller bagved for at forsøge, at svømme over. Det har jeg prøvet flere gange før, men det gør det jo ikke mindre hårdt, og det kostede konstant kræfter, jeg fik krampe i venstre ben og til tider var de så kraftige, at benet kun kunne hænge lodret ned i vandet. Under kampene fik jeg slugt en masse havvand og måtte kaste lidt op. Vandtemperaturen drillede mig også fra omkring 3 km og hjem, hvilket gav vejrtrækningsproblemer. Jeg måtte skælde mig selv ud for at fortsætte for det var det rene ynk. Den værste svømmetur jeg nogensinde har været ud på.
Svømning bliver langsommere end planlagt, men tiden er ikke så slem som jeg frygtede: 1:18:00

T1 (første skiftezone)
Jeg kom fint op ad vandet og fik min racebag med hjelm og cykelsko. Inde i et alt for crowded skiftetelt bemærkede jeg flere, som rystede af kulde og jeg begyndte også selv at ryste. Heldigvis havde jeg fået lagt en langærmet i posen. Med rystende arme fik jeg den langærmede på og jeg måtte så lige kaste lidt mere op…det blev så i det medbragte håndklæde…mums.
Jeg brugte lang tid i T1: 8:35

Turen gennem København var et helvede, og jeg havde svært ved at fokusere, men efter ca. 15 km. begyndte jeg at være varm og kunne begynde at komme ind i noget, der mindede om en god rytme.

Problemerne med ondt i maven havde jeg alle 180 km og var flere mange gange nødt til at sætte mig op på cyklen når smerten blev for uudholdelig.
Pga. af smerterne kunne jeg hverken indtage væske eller energi. Efter en times tid begyndte jeg at sippe lidt til drikkedunkene med stærke mavesmerter til følge. Det blev lidt bedre undervejs uden nogensinde at forsvinde. jeg fik drukket ca. 2 liter Highfive energi under cykelturen og spist 2 små bananer.

Selve cykelruten med start i kbh gav mulighed for en "rolig" start inden der for alvor kunne sættes tempo op ad strandvejen. Turen ind over land havde mange sving og gode bakker, som kunne trætte benene. De mange åbne stykker og den kraftige vind gav også sine udfordringer. Jeg vil umiddelbart beskrive cykelruten som en hurtig rute, men da himmel og hav stod i et og regnen pissede ned blev tempoet sat derefter. Vejene blev glatte og specielt de mange sving i den nordlige del af ruten fik tempoet ned. Efter en forankørende tog et styrt i et sving passede jeg ekstra på resten af turen og holdt meget tilbage i alle sving. Geels Bakke som ofte bliver omtalt som det hårdeste sted på ruten, var omdannet til en fest med et fantastisk publikum hele vejen op. Det var helt fantastisk at køre op til sådan en fest og den fik lige lidt ekstra gas op ad bakken.
De sidste 20 km på cykelruten var ikke hårde og tempoet blev holdt godt nede pga. af våde veje og mange sving.
Tiden bliver 5:33:02, hvilket er 32.43 km/t. Ikke så hurtigt som planlagt, men efter omstændighederne ok.

T2 (anden skiftezone):
Jeg viste ikke helt, hvordan det ville se ud når jeg kom til skiftezonen, men det fungerede jo helt vildt godt, at man stod af cyklen afleverede den til den nærmeste hjælper, og så kunne man løbe videre til stativerne, hvor ens røde løbe-racebag hang og ventede. MEN min pose var der ikke, pis da også. Jeg tænkte jo ikke helt klar efter 180 km. på cyklen, men var ret sikker på at det var det rigtige nr. jeg kiggede efter, 1332. Jeg kaldte på hjælp og hurtigt var der to som hjalp med at lede…posen var bare væk. det var jo bare mine løbesko og racenumber, der lå i posen, så hvis alt gik galt, så måtte jeg jo løbe uden sko. Jeg ventede i, hvad der føles som en evighed, men lige pludselige, så fandt de posen og jeg kunne hurtigt tage sko på og løbe af sted. (er glad for at løbeturen ikke blev i strømpesokker)
Tiden løb op i 7 minutter rent. Av et slag lige i fjæset.

Løbetur (maraton, 42,2 km)
Jeg kom godt for start og de første 6 km holdt jeg et rigtig fornuftigt tempo. Jeg kunne stadig ikke indtage så meget væske, men kunne dog efterhånden få lidt ind, så fik lidt cola eller Red Bull ca. hver 4 km. Efter de 6 første km. begyndte trætheden så småt at melde sig…altså sådan for alvor..og tempoet begyndte at dale. Efter anden runde ud af de 4 i alt var jeg godt brugt og der var bare en millard km hjem (ca. 24 km) det var mentalt ekstra hårdt, men hver gang man løb ind i målområdet fik man vinger til lidt mere. Der var publikum på det meste af løberuten og udvalgte steder var der ekstra besat. Når man kom ind på opløbsstrækning havde man ca. 1 km med et fantastisk puplikum og når man løb ud på næste runde fik man suset endnu engang, en helt vild oplevelse og mega fedt.
Jeg havde også flere venner og bekendte på ruten, som heppede. Dette er helt uvurderligt, hvor meget det giver.

Kulde og regn skulle der også kæmpes med, men til gengæld satte man så mere pris på solen når den ind i mellem kortvarigt kiggede frem.
Da jeg fik det sidste blå armbånd var der 4 km til mål og jeg kunne begynde at se enden på en lang dag og motivation fik et ekstra boost…nu kunne det næste ikke gå galt mere, hvis jeg bare ikke lavede noget dumt. Jeg var dog tæt på at få en krampe, men benene holdt og jeg kunne øge tempoet. De sidste 2-3 km fik den det sidste krudt.

Da jeg for sidste gang løber ind på opløbstrækningen glemmer jeg alle dagens anstrengelser og det er superfedt at løbe ned mod målstregen. Hold kæft, hvor var der blevet gravet dybt i dag, men hvor var det også på en eller anden måde mega fedt.

Løbetiden blev 3:45:59


Den samlede tid blev 10:52:35, hvilket er væsentlig langsommere end det jeg havde sat næsen op efter, men dog hurtigere end de sub 11 timer, som jeg havde sat som max-grænsen.

Uanset hvad så er en Ironman mega hård og ingen kommer igennem uden at være godt brugt.

Dette var min debut på distancen, så der var selvfølgelig tale om en personlig rekord (PR)

until next time...


Racerapport af Kenneth Vinkler